
Multisystemsygdomme, som fibromyalgi, er med til at forringe livskvaliteten betragteligt for de berørte. Dette skyldes ikke kun lidelserne i sig selv, men også at der i et land som Danmark hersker manglende forståelse for og anerkendelse af sygdommenes reelle karakter og de belastninger og begrænsninger de skaber.
Det danske sundhedssystem og lægevidenskaben er langt bagud i deres viden om de pågældende lidelser i forhold til de lande vi ellers sammenligner os med. Herhjemme benægtes i nogle tilfælde eksistensen af lidelserne, samtidigt med at de bekvemt fejes ind under noget psykisk. Dette sker til trods for, at der er masser af forskningsmæssig belæg for, at dette i høj grad er uberettiget.
Bogen kommer ind på, hvordan patienterne mødes i social- og sundhedssystemet, og hvad der ligger bag den manglende interesse, mistænkeliggørelsen og den i mange tilfælde dårlige behandling.
